Sjúrður Skaale
Lesarabræv25. august 2014
Sjúrður Skaale

Blodrødt hav - Grindedrab er eksemplarisk dyrevelfærd

TV2 har sendt et hold til Færøerne, hvor hundredvis af aktivister fra den vidtgående dyrevelfærdsorganisation, Sea Sheperd, i disse dage nok en gang forsøger at få verdens øjne vendt imod det færøske grindedrab.


Det er en relevant journalistisk historie. Men det, der står tilbage hver gang historien om grindedrabet fortælles, er billederne af store dyr der bliver dræbt med spyd og ryster i dødskrampe mens havet farves rødt af blod.

Således også denne gang. ”Jeg skal advare om stærke scener”, siger værten før det første indslag fra Færøerne blev sendt tirsdag. ”Den kan se voldsomt ud”, siger journalisten – og forklarer at det ”ifølge færinger er en human form for aflivning, for andre et regulært blodbad”.

Billederne giver ligesom svaret på, om det er ”færinger” eller ”andre”, der har ret: Hele havet inde ved stranden er blodrødt, mens våde mænd med store knive vader rundt og skærer i dyrene.
There will be blood…

Men hvis færinger ikke spiste hvalkød, ville de spise mere af andet kød. Fx kød af grise, køer eller kyllinger. Derfor må vi holde de forskellige måder at tilvejebringe kød på op imod hinanden.
Grindehvalen lever hele sit liv frit på det åbne hav. Den jagtes ikke. Den bliver først drevet ind imod en strand hvis den selv svømmer helt ind imellem Færøerne. Hvalen berøres ikke af nogen skarp genstand før den er helt inde på stranden, hvor den så får et stik med et lille ”spyd”, der på et splitsekund skærer rygmarven over. Derefter skæres pulsåren over med kniv.

Hvalen lever i det fri – og slagtes i det fri. Dødskramperne kan ses. Den døde hvals halvt afskårne hoved kan ses. Blodet kan ses. Og – fotografernes store favorit – den blodrøde sø kan ses.

Grisen, kyllingen og koen holdes som bekendt i fangenskab fra fødslen, og det er svært at argumentere for, at de lever et værdigt liv. Men både deres kummerlige tilværelse og slagtningen af dem foregår bag lukkede døre.

Grise og køer har dog også dødskramper. De skæres også op. Og deres blod løber ud.

Det kan bare ikke ses.

Det er den forskel der gør, at grindedrabet kaldes et ”blodbad”, mens slagtningen af indespærrede dyr blot er god og nødvendig ”fødevareproduktion”.

Tager vi hele historien med, er grindedrabet langt mere etisk og humant end det, der foregår på verdens slagterier, og som vi støtter hver gang vi køber en bøf i Brugsen. Men den blodrøde sø er bare fabelagtigt TV, og derfor er det alligevel på kampagner imod grindedrabet, at Sea Sheperd kan øge sin medlemsskare og sine indtægter.

 
Sjúrður Skaale